Golf bøger
Jeg læser en del golf litteratur – ikke kun bøger der skal forbedre mit spil, men også mere underholdende bøger.
Jeg vil fra tid til anden forsøge at samle op på noget af det jeg læser.
Jeg skriver som udgangspunkt kun om de bøger jeg bryder mig om. Går jeg i gang med en bog som jeg finder dårlig, får jeg nemlig ikke læst den til ende.
Bøgerne er typisk på engelsk og købt via Amazon.
Boganmeldelse 1:
A course called Ireland af Tom Coyne
Tom Coyne er amerikaner med irske rødder. Han er også en rigtig dygtig golfspiller. Han opdager at 40% af alle links golfbaner findes i Irland, og på et kort ser han at man kan spille golf hele vejen rundt om den grønne ø. Så han sætter sig for at spille den længste runde golf der nogensinde er spillet. Det bliver en tur på over 1800 km på gåben hele vejen, hvor han spiller over 50 forskellige baner, besøger tæt på 200 pubber og oplever en masse sjove ting på vejen. Der er også en del historiske beretninger om golfspillet i Irland, om banernes atmosfære og om vejret i Irland.
Tom Coyne skriver på en underholdende måde, så selv om det er en lang bog, følte jeg aldrig at det blev for langtrukkent. Og i takt med at jeg kom igennem den, blev min lyst til at spille links golf i Irland bare større og større.
Alt i alt en rigtig god og sjov bog, som jeg kun kan anbefale. Men vær advaret – ud over bogens pris, risikerer du at ende med en flybillet til Irland og reservation af tee tider på nogle af Irlands bedste men også ret dyre golfbaner.
Share

Kommentér